Udskriv

Hvis man får VHD 2 i sin kaninstald, er der flere tegn, man skal være opmærksom på. Den døde kanin ligger helt udstrakt og vil mange gange have blod løbende ud ad næsen selvom dette ikke gælder alle dyr. Man vil også, hvis man er i nærheden af kaninerne, kunne høre dem skrige umiddelbart før, de dør.

Hvis man åbner den døde kanin vil man kunne konstatere, at der er blod alle steder blandt de indre organer, hvilket der normalt ikke er.

Når man fjerner den døde kanin skal man passe meget på, at der ikke kommer noget som helst med ud af buret, det gælder halmstrå eller spåner eller noget som helst andet, for dette vil bringe smitten videre til andre kaniner i stalden. Et halmstrå, der ender i et andet bur vil smitte kaninen i dette bur meget hurtigt

Man kan lukke buret helt af med plastik eller en plade, men det skal være så tæt som muligt. Lige inden man lukker buret af, oversprøjtes hele buret med Virkon S, som er et desinfektionsmiddel, som kan købes i foderstofforretninger. Man skal blande en teskefuld Virkon S med en liter vand og hælde det i en forstøverflaske, man kan sprøjte med. Derefter skal hele buret sprøjtes over, især den halm, som kaninen har gået og ligget i. Derefter lukker man buret helt af og venter i mindst 24 timer, inden man åbner det igen, derefter kan man forsigtigt fjerne halm og hvad der ellers er i buret. Når alt er fjernet, oversprøjtes buret endnu engang med Virkon S.

Den døde kanin skal brændes eller graves ned. Hvis man gør det sidste skal man være sikker på, at andre dyr ikke kan grave den op igen og derved bringe smitten videre til andre kaniner.

Hvis ens kanin bliver smittet med VHD 2 og den ikke er modstandsdygtig (vaccineret) vil kaninen dø indenfor 72 timer, så hvis der ikke dør flere kaniner i løbet af 72 timer, er der gode muligheder for, at de resterende dyr ikke er blevet smittet endnu, men VHD2 virus kan overleve i 105 døgn og tåler nedfrysning, så virus overlever en vinter i Danmark, så virus kan sagtens være tilstede i stalden selv om der ikke dør kaniner i en periode.

Man kan faktisk kun være næsten sikker på at være fri for smitten, hvis man er sygdomsfri i 105 dage og ellers har taget alle de forholdsregler, som man kan gøre. Derfor må man selvfølgelig passe meget på, at man ikke får viderebragt smitten til kaniner, som endnu ikke er smittede. Man kan f.eks. godt have en kanin, som selv har klaret smitten, men som måske alligevel kan smitte andre kaniner i stalden, så man skal være meget forsigtig med at tage fat i kaninerne i den tid, hvor man ikke helt ved, om der er VHD2 smitte i stalden – og det er som allerede nævnt 105 dage fra sidste dødsfald.

Man må tage plastikhandsker på, når man rører den døde kanin, for den er stadig meget smitsom overfor de andre kaniner. Hvis en mus eller andre dyr kommer til at røre den døde kanin, vil de kunne bringe smitten videre til halm eller hø eller spåner hos andre kaniner, som derefter hurtigt vil blive smittet. Man må aldrig lade andre komme i nærheden af de smittede kaniner, og man skal huske at skifte tøj og fodtøj, hver gang man har været i kaninstalden, fordi smitten vil kunne være der. En effektiv fluebekæmpelse i stalden bør ligeledes finde sted til stadighed.

Hvis man har sin kanin i et bur med løbegård i haven, vil det bedste være at brænde det bur, som kaninen gik i, og derefter rense jorden hvor løbegården var med 1,5 kg. hydratkalk eller læsket kalk i 10 liter vand.

Man anbefaler, at man ikke får nye kaniner i nogle bure, som der har været smittede kaniner i, før end der er gået mindst 105 dage fra sidste dødsfald, og man har renset og vasket buret med Virkon S, for ellers risikerer man, smitten stadig er i buret – man ved faktisk ikke helt sikkert, hvor længe virus kan overleve i et urenset bur, og hvis man ikke har fået virus bekæmpet effektivt, må man begynde forfra, hver gang en kanin bliver smittet.

Man skal tænke sig grundigt om, hvis man får besøg af personer, som pludselig har mistet deres kanin, og som vil købe en ny. Faktisk kan disse mennesker have virus på sig, og hvis de rører din kanin, får man helt uforskyldt sine kaniner smittet med VHD2. Ligeledes må man være opmærksom ved dyrskuer eller andre steder, hvor man anvender klappekaniner til børnene. Hvis man har den mindste mistanke om, der kan være VHD2 i omløb, bør sådanne aktiviteter selvfølgelig ikke finde sted.

Her til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at man selvfølgelig staks skal kontakte en dyrlæge, hvis man har mistanke om, ens kaniner er smittet med VHD2. Jeg håber, du har fået noget ud af at høre om mine erfaringer med sygdommen, og har du spørgsmål, du ikke synes, du har fået svar på, er du altid velkommen til at kontakte mig på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Med venlig hilsen Jesper Tranberg


 

Visninger: 4684