Hjem DMKU Regler for D.M.K.U

Regler for D.M.K.U
Fredag, 06. juni 2014 20:04

Kan downloades som word-fil, under Downloads/Skemaer

Danmarksmesterskab i kaninavl for ungdomsmedlemmer

1. Deltagere
Alle ungdomsmedlemmer, der opfylder kravene om medlemskab under DK kan deltage, uanset geografisk placering og uanset om ungdomsafdelingen omfatter en eller flere lokalforeninger.
Fylder ungdomsmedlemmet 18 år i løbet af lokalafdelingens aktive periode, lokalsæsonen, er det tilladt at færdiggøre hele mesterskabet som ungdomsmedlem.
DMKU er et holdmesterskab, og hvis et ungdomsmedlem opdager, at egen lokalforening ikke deltager i DMKU, kan ungdomsmedlemmet frit vælge at deltage på ungdomsholdet ved én af de omkringliggende foreninger/ungdomsafdelinger. Ungdomsmedlemmet skal da anmeldes som ”gæst” på dette holds DMKU, og det pågældende ungdomsmedlem skal fuldføre hele DMKU hos den pågældende forening.
En anden mulighed er, at oprette samarbejdsaftaler eller ungdomsafdelinger i fællesskab mellem flere foreninger. På denne måde kan der skabes et grundlag for at oprette hold, også i geografiske områder, hvor der ikke er så mange ungdomsmedlemmer. Ved tilmelding af hold, skal det blot anføres, hvilke foreninger der indgår i holdet

2. Tilmelding, tidsrum og udstillinger
Konkurrenceåret løber fra landsudstilling til landsudstilling. Vælges landsudstillingen som en af de medtællende udstillinger, skal denne være periodens første udstilling. Lokalafdelingens aktive periode (deres lokalsæson) regnes fra deres første anmeldte udstilling og indtil lands-udstillingen.
Anmeldelse af ungdomsholdet til DMKU’s kommende sæson skal gerne ske på landsudstil-lingen og under alle omstændigheder senest i forbindelse med anmeldelsen af den første udstilling.
Første udstilling skal anmeldes senest 14 dage før afholdelsen.
Ved indsendelsen af resultatet fra første udstilling, oplyses samtidig tid og sted for næste udstilling, og så fremdeles resten af sæsonen igennem.

DMKU omfatter resultater fra 3 udstillinger. Hver lokalafdeling kan vælge at deltage på 4 udstillinger, for til sidst at sortere det ringeste resultat fra. Udstillingerne skal være officielle og åbne udstillinger, annonceret i TFK, og hvor der dømmes efter Nordisk Kaninstandard.
Hjemme/staldbedømmelser er ikke anerkendt konkurrencested

3. Beregning af udstillingsresultat - udfyldelse af skema
Ungdomsmedlemmerne kan udstille et ubegrænset antal dyr på den anmeldte udstilling.
Til DMKU kan anvendes resultater fra såvel ungdyr, voksendyr samt hun med unger.

Selve indskrivningen er lettest at udføre, hvis den lokale ungdomsleder først skriver samtlige ungdomsresultater ind på ”regnearket”.
Dette ark skal ikke indsendes og kan beholdes i den lokale ungdomsafdeling.
Herefter udtages de 10 bedste bedømmelser på regnearket og indskrives i feltet til højre på DMKU-skemaet under hensyntagen til følgende regler:

a) Kun dyr, der bedømmes med mindst 90 point kan medregnes på DMKU-skemaet.
b) Mindst 3 ungdomsmedlemmer skal være repræsenteret blandt de 10 dyr.
c) Mindst 3 racer eller farvevarianter skal være repræsenteret blandt de 10 dyr.

De 10 resultater lægges sammen forneden på skemaet.

I feltet til venstre på DMKU-skemaet noteres samtlige ungdomsmedlemmer i lokalafdelingen, der har udstillet på den pågældende udstilling, - - herunder afkrydses der i feltet ”gæst”, hvis et ungdomsmedlem deltager i DMKU’en, men ikke er medlem i foreningen eller en af de foreninger, der indgår i en ungdomsafdeling bestående af flere foreninger.
Foroven angives udstillingens navn, dato, lokalforening, anvendte dommere – og der under-skrives af udstillingsledelsen og af ungdomslederen, der er ansvarlig for skemaets korrekte udfyldelse.

4. Indsendelse af DMKU-skema og restriktioner
Skemaet indsendes til den ansvarlige for DMKU i DK’s ungdomsudvalg, der løbende offent-liggør ungdomsafdelingernes opnåede udstillingsresultater i TFK (Tidsskrift for Kaninavl). Her kan deltagerne og alle andre følge konkurrencen.
Skemaet fra den enkelte udstilling skal indsendes straks og senest til den førstkommende 3. i måneden af hensyn til deadline i TFK. Overskrides dette får ungdomsafdelingen ”strafpoint” i form af et fradrag på 2 point i resultatet fra den pågældende udstilling

5. Præmiering
Det endelige resultat af årets DMKU udregnes og kontrolleres på landsudstillingen.
Den DK-ansvarlige for DMKU udfærdiger et stort skema og indfører resultaterne fra hele mesterskabet i det. .
Selve præmieringen af guld,- sølv- og bronze vinderholdene finder sted på scenen på lands-udstillingen. Tidspunktet offentliggøres forinden i TFK.
Ved uddeling af medaljer præmieres hele det lokale ungdomshold, incl. eventuelle ”gæster”, og præstationen hædres som holdindsats. Dvs. alle der har deltaget på holdets anmeldte udstillinger, uanset om de har haft dyr med blandt de 10 bedste, er medaljeberettigede.

6. Kontrol og rigtighed
Det er af stor betydning, at DMKU forløber retfærdigt for alle og på lige vilkår. Derfor skal reglerne respekteres og overholdes af alle deltagende foreninger/ungdomsafdelinger.
Ejerforholdet på kaninerne skal stemme overens med de ungdomsmedlemmer, der udstiller dem, og en kanin kan ikke hver anden gang udstilles af et voksenmedlem og hver anden gang af et ungdomsmedlem. På registreringsattest såvel som bedømmelseskort skal ungdomsmedlemmet stå som ejer af dyret.

Der vil fra DK’s ungdomsudvalgs side blive foretaget stikprøver af tilfældigt valgte udstillin-ger, resultater eller deltagere. Den DK-ansvarlige kan til enhver tid anmode den lokale ungdomsleder eller andre om f.eks. udstillingskataloger, pointlister, præmielister eller lignende. En sådan anmodning skal efterkommes straks og uden unødigt ophold.

7. Lokale ungdomsmesterskaber
Det er i mange foreninger/ungdomsafdelinger en rigtig god ide at have sit eget lokale ungdomsmesterskab ”oveni” deltagelsen i DMKU, da det skærper interessen for deltagelse på udstillingerne.
Her kan man med fordel vælge at lade de samme udstillinger, som anmeldes til DMKU, være de gældende udstillinger i lokalmesterskabet.
Lokale ungdomsmesterskaber laves ofte som et individuelt mesterskab, hvor ungdomsmed-lemmerne konkurrerer med hinanden. Det føromtale ”regneark”, som man selv beholder i foreningen, kan let anvendes hertil, idet man her har en oversigt og let kan udtage medlem-mernes bedste dyr, 3 bedste dyr eller noget andet.

Det kan anbefales at gøre ungdomsmedlemmerne opmærksom på DMKU og et evt. lokalmesterskab så tidligt som muligt, og at offentliggøre i TFK hvilke udstillinger, der er gældende, så ”gæster” fra andre foreninger, eller foreninger, der ønsker at indgå samarbejde om en ungdomsafdeling, også bliver bekendt med forløbet.

Disse regler træder i kraft d. 01. marts 2011 og afløser tidligere regler for DMKU.

Ungdomsudvalget, Danmarks Kaninavlerforening.