Hovedkontoret har i uge 23 ikke åbent om tirsdagen, men mandag den 6. juni kl. 19-21.
Fra uge 24 er det den sædvanlige kontortid tirsdage kl. 19-21, som igen gælder :-)


 

Infoplakaten er opdateret til en version 2.
Den kan downloades ved at klikke på billedet herover eller under pjecer.


 

Bente Bøje fra Horsens & Omegns Kaninavlerforening blev ved årets repræsentantskabsmøde kåret som Årets Ildsjæl 2022.
Bente er en person, der trods udfordringer i hverdagen, lever og ånder for sin kaninhobby. Hun står klar hver torsdag som hoptræner i sin lokalforening, med traileren fyldt med kaniner, som hun velvilligt låner ud til alle begyndere, og dette har været en stærk medvirkende årsag til, at lokalforeningen i dag er Danmarks største rent medlemsmæssigt.
Hun er meget aktiv som stævnearrangør og dommer, er der en weekend uden stævner, så bliver der lige lavet et, og hun hjælper gerne andre foreninger – lige fra Djursland til Bøvlingbjerg, kaninbussen rykker hjertens gerne ud læsset med tæpper, spring og kaniner.
Til DM/LU i Fjerritslev, var det også hende, der sørgede for at der blev hoppet i 2 dage, da alle andre havde meldt fra på grund af angst for coronaen.
Hun bliver kaldt kaninhviskeren fra Horsens, fordi hun kan få stort set alle kaniner til at hoppe og endda få alle Dværgharer – hendes favoritrace – til at sidde stille på et bord og præsentere sig på bedste vis.
Hun er en utrolig hjælpsom person, der klarer alt fra transport af bure, taste resultater på udstillinger, møder op til opvisninger og muger ud og passer kaniner for andre, hvis de er blevet syge eller på anden måde har brug for en hjælpende hånd.
Hun er en utrolig vigtig person for sin lokalforening og for Danmarks Kaninavlerforening.
Bente kunne desværre ikke være til stede til repræsentantskabsmødet, da hun var ude til PR-arrangement i Skanderborg. Prisen blev derfor overrakt via videoforbindelse mellem repræsentantskabsmødet og arrangementet i Skanderborg, så Bente kunne se og høre overrækkelsen, og Bente efterfølgende på storskærm kunne takke for prisen.

Ved årets repræsentantskabsmøde blev Kate Nielsen kåret som Årets Foreningsleder 2022.
Gennem mange år har Kate været formand for Roskilde KAF ligesom hun i en lang årrække varetog DKs Redskabssalg. Økonomien har altid været Kates speciale, og hun har i en efterhånden ganske lang årrække været DK en fremragende kassemester. Også i forbindelse med Europaudstillingen i Herning holdt Kate styr på de økonomiske tråde, og hun har trukket et stort læs i Dværgkaninklubbens bestyrelse.
Sidst men ikke mindst har Kate nærmest gjort sig uundværlig, når vi har afholdt vores landsudstillinger. Hun lagde ud ifm. landsudstillingen i Oksbøl, der som bekendt gav et drønende underskud, hvilket ikke på nogen måde kan tilskrives Kate, men derefter har hun nærmest ikke set sig tilbage og har sikret et pænt overskud på alle de efterfølgende landsudstillinger.
De økonomiske tråde på en landsudstilling i dag omfatter ikke kun selve udstillingen, men også at sørge for værelsesbookinger og få arrangeret vores kammeratskabsaften på en fornuftig økonomisk måde, men alt dette mestrer Kate, så hun i dag nærmest er garant for en vellykket LU.
Derfor tildeles Kate prisen som Årets Foreningsleder 2022.

Der er lavet en ny informations plakat til at benytte på kaninudstillinger, dyrskuer og lignende steder.
Plakaten kan frit downloades under pjecer eller ved at klikke på billedet herover.

Margrethe Jensen fra Vejle Kaninavlerforening er blevet færdig som hopdommer.
Hopudvalget ønsker tillykke.
Tag godt imod hende.


 

Vi skal bruge nogle kaninrelaterede billeder til DK’s nye hjemmeside. Det kan f.eks. være af kaniner, stalde, bure, folde samt fra kaninhop, udstillinger, kassebedømmelse og udflugter (og meget andet).
Vigtigt: Billeder af kaninstalde, -bure o. lign skal være med accept af ejeren af disse stalde/bure for at de må offentliggøres.
Har du brugbare billeder (fotos) som DK må bruge uden vederlag, så kontakt mig på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Blandt de kaninrelaterede billeder vi har modtaget senest 10.6.2022 trækkes lod om to flasker vin sponsoreret af Vesterskov Bogføring.
Vi kan dog ikke garantere, at alle indsendte billeder vil blive brugt.

Michael V. Kristensen


 

Hovedbestyrelsen har på sit møde den 3. maj indgået en aftale om, at Gitte Ostermann overtager foreningens hovedkontor fra den 1. juni 2022.
Gitte er et kendt ansigt for de fleste af foreningens medlemmer, og vi byder hende med glæde velkommen og håber, at både nuværende og kommende medlemmer får glæde af aftalen.
Overdragelsen af hovedkontoret vil finde sted ifm. Repræsentantskabsmødet, og derfor kan der forekomme uregelmæssigheder i kontorets drift i slutningen af maj måned og i starten af juni.
Et varmt velkommen til Gitte og en stor tak til Susanna for en engageret indsats for foreningen gennem mange år.
Torben Christensen, landsformand
Copyright © 2022 Danmarks Kaninavlerforening. Alle rettigheder reserveret.
Joomla! er fri software udgivet under GNU General Public Licensen.