Gennemtrådte forløb
Der skal være opmærksomhed på alder og størrelse ved bedømmelsen. Ved figur-kaniner såsom Belgisk Hare, Dværghare, Hermelin o.lign. bør der være større fokus på benstilling. Forben skal være stærke og lige. Stærkt gennemtrådte forløb kan ses ved slitage af pels på forløb over vildtkloen.
Japanertegning sort/gul, blå/gul, brun/gul
Man skal være opmærksom på, at det på japanertegning indeholdende gult er tilladt med hvide felter på bug og/eller hvid underside på halen. Japaner er ofte vildt-baseret (som vildtgul), hvorfor den kan være meget lys eller hvidlig i de gule felter på bugen. Det står beskrevet i standarden, og er tilladt. Dette gælder selvfølgelig også japanertegningen på Hollænder, japaner.
Sølv
Ved sølvfarven er det vigtigt, at sølvhårene er jævnt fordelt på både krop og hoved og opad ørerne. Der skal være fokus på, at grundfarven stadig skal følge den i standarden beskrevne farve, og derfor har dækfarve så langt ned mod bunden som muligt (gælder ikke vildtgrå, som har bælteinddeling jf. vildtgrå beskrivelse). Der skal differentieres mellem dyr med få gennemgående hvide hår og de, der har mange gennemgående hvide hår og/eller næsten hvide totter nogle steder.
Hermelin Fuchs
Fokus på at fuchspelsen stadig skal være ”skarp” at føle på, når man kører fingrene mod pelsretningen. Den må ikke være tynd og slasket men have fylde. Vær opmærsom på, at der ønskes en ensartet pelslængde.
Satin
Fokus på satinkvaliteten. Satinpels er meget glansfuld og skinnende. Den må ikke føles som normalpels men nærmere som at køre fingrene gennem kartoffelmel. Let og luftig uden at være tyndpelset.
Dværgvædder pelstæthed og kropsform
Husk at differentiere på pelsens tæthed. Pelsen behøver ikke være tynd, fordi der er god kvalitet, og en rigtig tynd pels må ikke belønnes i kvalitet. Pas på ikke at forveksle en lang og blød pels med tæthed.
Alle væddere (med undtagelse af Engelsk Vædder) skal være korte, parallelle og kompakte uden nævneværdig hals. Vi ser en del (især dværgvæddere), der får for høje point med en for lang og smal krop.
Vildtrød
Beskrivelsen af vildtrød er nøjagtig den samme uanset om det er en Belgisk Hare, Hermelin, Deilenaar eller andre. Der er dog forskel i prioriteringen på racerne, da der er 10 point til farven på en Belgisk Hare og 40 til en Deilenaar. Kunsten ved 10 point bedømmelsen er at få alle aspekter af farven med i overvejelserne, når man skal beslutte det endelige pointtal på farven. En god idé at skrive dommerkommentarer, da der ofte både er plusser og minusser, som sammen kan give et pointtal i midten, men det kan være gavnligt for avleren at få kommentarerne med, hvad der var godt og skidt.
Vær opmærksom på Wideband, som giver en meget bred mellemfarve med diffus afslutning udadtil. Dette er uønsket.