Hvid Land – En bevaringsværdig Dansk kaninrace
Denne side er tilegnet den danske kaninrace, Hvid Land. Her finder du publikationen: ”Hvid Land – Danmarks Nationale Kaninrace”, skrevet af Tine Kortenbach, med oplysninger om racens historie og anvendelse. Yderligere finder du en oversigt over avlere af Hvid Land i hele Danmark. Avleroversigten opdateres løbende her på siden og kan anvendes til at lokalisere en avler i dit lokalområde.
Bevaringsværdi:
Som den eneste kaninrace af dansk oprindelse kan Hvid Land bryste sig af at tilhøre gruppen af bevaringsværdige gamle danske husdyrracer. Gruppen omhandler husdyr som Miljø- og Fødevareministeriet ser som særlig bevaringsværdige af dank oprindelse med henblik på at bevare arveanlæg og vigtig kulturhistorie. Og Hvid Land bidrager om noget med en enestående kulturhistorie.
Racen blev fremavlet i Danmark i starten af 1900-tallet og fik med sine gode produktions- og moderegenskaber en vigtig funktion for husholdningen i mange danskeres hjem op gennem det forrige århundrede. Yderligere ledte den produktive hvide kanin vejen til et større eksporteventyr i 60’ernes landbrug, som beskæftigede et stort antal landmænd og slagterier. Læs mere i: ”Hvid Land – Danmarks Nationale Kaninrace” her på siden. I dag kender vi i foreningen kun til 18 registrerede avlere af Hvid Land i Danmark. Denne hjemmeside har til formål at øge kendskabet til racen og via avleroversigten at reducere forekomsten af indavl blandt de få tilbageværende kaniner af racen.